Interview med kvindelige iværksættere – Bag om nakedknit

Kvindelige iværksættere. Interview med NakedKnit

Angel & Sarah er kvinderne bag nakedknit

Jeg tror, hun skrev noget i stil med “Hallo, kan vi ikke lave den her?”
Mit svar var “Øh, JO?! Jeg køber garn i morgen!” Det var lige efter samfundet delvist åbnede op efter den første coronabølge og alt var lidt kaos.  Vi kiggede hinanden i øjnene og sagde, “Skulle vi måske gøre det sammen? 

nakedknit | Sarah & Angel

Hvordan startede virksomheden? Og hvordan fik I idéen?

Angel: Vi lærte hinanden at kende via Instagram, fordi vi havde jævnaldrende børn og kunne spejle os i hinandens liv gennem de små firkanter. Så efter at have skrevet sammen som internet pennevenner, mødtes vi fysisk til en kop kaffe. Det var lige efter samfundet delvist åbnede op efter den første coronabølge og alt var lidt kaos.

Sarah: Anden gang vi mødtes, begyndte vi at tale om vores drømme for fremtiden. Én af os havde en idé om at designe strikkeopskrifter, og den anden havde en idé til en webshop. Så kiggede vi hinanden i øjnene og sagde, “Skulle vi måske gøre det sammen?”

Et par dage senere, sent om aftenen, sendte Angel mig et billede af Katie Holmes der gik rundt og så helt overdrevet lækker ud på Manhattans gader i en cashmere-bh. Den var helt vanvittigt dyr. Jeg tror, hun skrev noget i stil med “Hallo, kan vi ikke lave den her?” Mit svar var “Øh, JO?! Jeg køber garn i morgen!”

A: Det tog os et halvt år at designe vores første model, fordi ingen af os havde prøvet det før, og det var en kæmpe opgave at finde det rigtige garn og ramme størrelser, men vi er begge ret stædige, og vi lærte enormt meget om os selv og hinanden i den proces.

 

Hvad var jeres første produkt?

A: Vores første design var The Everyday Bra. Kort tid efter kom “The Shell Bra” til. Da de to var designet og strikket adskillige gange, gik vi online. Vi gik efter noget simpelt og samtidig virkelig elegant. Det vigtigste for os var, at det lignede “rigtigt” undertøj, altså ikke alt for hjemmelavet. Teststrikningen i forskellige garntyper og på forskellige pinde var nok det, der tog mest tid i opstartsfasen.

S: The Everyday Bra var inspireret af de klassiske bløde bh’er, som vi selv havde gået en masse i. Tanken om at strikke en bh hang uløseligt sammen med, at den også skulle se blød og sensuel ud for os. Det var denne model, som tog os et halvt år at udvikle. Mens “The Shell Bra” nærmest strikkede sig selv ud fra en visuel vision om, at den næste model godt måtte være mere et statement af en BH. Til dato er det måske stadig vores mest genkendelige design (som vi endda har printet på et par strikkeposer).

 

Hvilket er jeres yndlingsprodukt?

A: Mit yndlingsdesign er uden tvivl “The Basic Bra”. Jeg elsker, hvor enkel og samtidig elegant den er. Når jeg forestillede mig, hvordan “smukt strikket undertøj” kunne se ud, som man både kunne gemme væk eller vise frem, så var det nøjagtigt de simple og fine detaljer, som “The Basic Bra” endte med at have, som jeg forestillede mig.

S: Mit yndlingsdesign er nok “The Shell Bra/Top”. Efter at have arbejdet på designet i månedsvis, var det næsten som en åbenbaring, at en designproces også kunne glide så let, og at en idé reelt kunne blive til på pindene for øjnene af mig. Så rent kreativt var det enormt tilfredsstillende, at noget næsten kom ud fra hovedet og ud på pindene. Samtidig ELSKER jeg, hvordan rib-rillerne bølger henover brystet. Jeg føler mig stadig helt sensuel, når jeg ifører mig den, hvilket var vores drøm. Jeg bærer den både under tøj som min egen lille hemmelighed, under en åben blazer til fest eller over en langærmet trøje i de kolde måneder.

Hos NakedKnit finder du strikkeopskriver på undertøj.

Hos nakedknit finder du strikkeopskriver på undertøj.

 

Beskriv processen omkring udvikling af nyt produkt:

S: For mig udtømmes idéer aldrig, men for hvert design, vi laver, opstår der altid flere nye. Samtidig har vi over tid fået en større værktøjskasse med teknikker, konstruktion og andre designmæssige værktøjer i strikning. Så designprocessen er blevet meget lettere at tilgå for os begge.

Oftest starter vores designproces med en tegning. Herfra beslutter vi garn, strikkefasthed, struktur og mønster. Så laver vi en overordnet skitse til progressionen i designet, og så prøver vi os frem, indtil det er perfekt. Jeg øver mig i at gøre alt det svære forarbejde på testlapper ved fx at teste udtaninger, struktur og mønster på små firkanter af strik inden, så der ikke alt for meget optrevling nu, som i starten.

Hvis man havde talt, hvor mange meter garn vi har trevlet op, ville vi måske sætte os og græde lidt. Men det er det hele værd, når et design endelig er færdigt. Når det er af vores pinde, skal det strikkes af andre, så vi kan sikre os, at opskriften er forståelig og kan tilpasses andre kroppe.

Sarah i the Naked Tee

Sarah i the Naked Tee

 

Hvad giver jer inspiration?

A: Jeg får inspiration fra modebranchen og på fx Instagram. Men for det meste har vores designs været inspireret af, hvad der er behageligt og hvad vi selv har lyst til at gå med. Modeller som “Basic Bra,” “The Wrap,” og “Simple Bralette” ligner andre ting, jeg har i min garderobe.

S: Jeg er klart mindre opmærksom på, hvad der sker i modebranchen end Angel. Haha. Jeg tænker meget over, hvilket undertøj jeg selv mangler i min garderobe, hvad der altid har fungeret for mig, og hvorfor. Jeg kan blive inspireret af alt fra en smuk syning til en blondekant på en helt anden type design eller naturen.

Det lyder så kliché, når jeg siger det, men for mig bølger “The Shell Bra” sig eksempelvis som bølger over brystet. Jeg oplever oftest, at jeg bliver inspireret, når jeg giver mig selv ro og tid til, at idéer kan opstå. Så ser jeg detaljer, silhuetter eller koncepter for mig, som jeg skynder mig at nedfælde på et papir.

 

Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde?

A: Det med at skabe nye modeller ud fra inspiration eller hvad man selv har lyst til at gå med. At teste og sparre med Sarah, lave prototyper, sende dem til teststrikning og se dem blive til virkelighed. Det er stadig fantastisk at se! Det er fantastisk at forestille sig, hvordan vi ser en model i et bestemt garn og farve, og så se nogen på den anden side af verden tolke det helt anderledes.

S: Jeg har det som Angel. Den største overraskelse og gave ved arbejdet er klart at se det liv, som vores designs får, når andre gør det til deres. Den del var noget, jeg slet ikke havde turde drømme om kunne ske, så opturen er så stor. Og vi sender stadig billeder og links til hinanden, med “SHIIT, har du set det her?”. Folk er så overdrevet lækre i vores designs, og at alle typer af mennesker, med alle deres kroppe og smage kan se sig selv i det, og det gør mig glad og overrasket på daglig basis.

 

Hvad kan I ikke undvære på skrivebordet?

S: Jeg kommer til at sige noget helt andet end Angel her. Jeg elsker håndgribelige ting, mens Angel er mere en IT-entusiast. Jeg ville aldrig kunne sætte mig ved mit skrivebord uden en fysisk notesbog (aldrig med linjer, altid med blanke sider eller prikker) og en god sort kuglepen. Derudover har jeg meget ofte min pomodoro-terning ved mig, når jeg arbejder. På den måde sætter jeg tidsgrænser for, hvornår jeg gerne skal være færdig med en delopgave. Det hjælper mig med at være koncentreret og samtidig være en lidt bedre chef for mig selv, fordi “nu er det godt nok”. Man kan altid blive ved. Så på den måde hjælper jeg mig selv med at få tingene færdige.

A: Haha, jeg kimser ikke af en god notesbog, men jeg er helt sikkert ikke lige så knyttet til den i forhold til arbejdet som Sarah. De vigtigste ting på mit skrivebord er helt sikkert et godt computer setup, lydisolerende høretelefoner, kaffe og min kæmpe store vanddunk.

Angel & Sarah startede som "Instagram-venner"

Angel & Sarah startede som “Instagram-venner”

 

Hvornår arbejder I bedst?

S: Jeg er et A-menneske med stort A, så hvis jeg ikke havde børn, ville jeg foretrække at trille ud af sengen og arbejde med det samme, for derefter at holde fri om eftermiddagen, hvor jeg ofte er mindre koncentreret.

A: Jeg har det på samme måde som Sarah. Derudover bor jeg i Barcelona for tiden, og det betyder, at vi sjældent sidder fysisk sammen og arbejder. Det savner jeg helt vildt, for når vi gør det, er det altid lige dele produktivt, sjovt og inspirerende.

 

Hvilke udfordringer, men også sejre, har I haft på din rejse?

A: De største udfordringer har indtil videre været udelukkende praktiske: en opskrift, der skulle ændres tusind gange, fordi størrelserne drillede, salget gik ikke helt som forventet, eller noget med webshoppen, der ikke fungerede.

Den største sejr er, at nakedknit blev til noget og at folk faktisk gad vores designs, haha. Det kniber vi os stadig i armen over.

Vi startede en forretning stort set uden at kende hinanden, og jeg kan faktisk ikke forstå, at vi ikke har haft flere udfordringer i vores samarbejde. Så er en anden stor sejr er, hvor utroligt heldige vi har været med at supplere hinanden med vores forskellige evner.  Sarah er utroligt dygtig til at strikke og har en vild kreativitet, men hun er mindre forretningsorienteret og er mindre “it-savy”, hvilket er områder, hvor jeg har talent og føler mig naturligt hjemme. Samtidig har vi ens visioner for virksomheden, både i forhold til samarbejdet, udtrykket i vores designs og vores ambitioner for fremtiden. Det er virkelig en gave at have sådan et fantastisk samarbejde med en person, jeg tilfældigt mødte på Instagram og besluttede mig for at starte en virksomhed med.

The Shell Bra

The Shell Bra

 

Hvordan har I klaret opstart og drift af virksomheden økonomisk?

S: Opstart af en strikkevirksomhed er meget taknemmeligt, når man starter med at sælge opskrifter i PDF-format. Den eneste udgift, vi havde til at begynde med, var et domæne og Shopify. Og før vi havde økonomi til at investere, gjorde vi det ikke. Da vi begyndte at sælge garn, investerede vi lidt penge fra egen lomme i at teste det af, fordi vi gerne ville se det som et sats, vi selv lavede.

Økonomidelen har været én af mine personlige største positive overraskelse, fordi vi deler samme syn på det. Ligesom et parforhold og et venskab nogle gange kan blive lidt kompliceret, hvis man har forskellige holdninger til økonomi, kan jeg huske, at jeg i starten var lidt spændt, når vi skulle tale økonomi. Det er så ømt et emne. Men Angel har virkelig gjort det nemt for mig at tale om det, fordi hun ikke er bange for det, og fordi vores grundholdninger til økonomi er ens.

 

Hvad er jeres drømme for fremtiden?

S: vi har vildt mange! Men hvis jeg skal kategorisere det lidt, vil jeg sige, jeg nok er den der drømmer mest om hands on ting som en blonde BH, mens Angel hurtigere ser de store linjer, så som at udgive en bog, sælge færdigproducerede bh’er eller lave herrer- eller børnemodeller. På den måde (og på så mange andre måder) komplimenterer vi hinanden så godt.

 

Del dit bedste tip for andre, som gerne vil starte op:

S: Gør det sammen med én, du både får mod- og medspil af, så du ikke gør det alene. Jeg plejer at joke med, at jeg stadig ville sidde og pusle med den første model på pindene, hvis det ikke var for Angel, men jeg tror faktisk, der er en stor sandhed i det. Mens jeg arbejdede med pindene, sparede vi løbende, Angel heppede på mig og tog sig af alt det praktiske med vores domæne og vores navn og var klar til at sælge vores designs, før de overhovedet var færdige.

Når jeg kaster bolden, griber hun den altid, fordi hun har nogle helt andre kompetencer. Samtidig er vi så enige om så mange grundværdier, at vi faktisk aldrig rigtig har været uenige om store og vigtige sager. Jeg føler mig virkelig set og respekteret af Angel, hvilket er en stor gave. Samtidig er det at starte en virksomhed altid mere arbejde, end man forestiller sig, og nogle gange er det virkelig godt, at man ikke aner, hvad man kaster sig ud i. Så må man finde ud af det hen ad vejen. Og på den vej er jeg virkelig glad for at have en som Angel at gøre det sammen med.

Strikket undertøj som både er komfortabelt og sensuelt

Strikket undertøj som både er komfortabelt og sensuelt

 

Fortæl kort om jer selv;

Angel har sin dagligdag i Barcelona, hvor hun bor med sin kæreste og to børn. Og arbejder som design lead hos Storytell/Mofibo.

Sarah er gået fuldtid ind i nakedknit. Bor på Nørrebro med sin kæreste og to børn.

 

Bonusinfo:

Har du en drøm om at strikke dit eget undertøj, så kan du følge Sarah, Angel og nakedknit på Instagram her.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *